Hvem er dine kunder?

Som det fremgår af de to forbrugeranalyser, kan der være rigtig mange motiver hos forbrugerne til at købe økologisk kød direkte hos landmanden. Men hvem er dine kunder?

Det kan være fx ønsket om at få kød i en særlig kvalitet og med en god historie. Ønsket om at få anderledes, spændende udskæringer og kødtyper. Ønsket om at handle lokalt. Ønsket om at købe billigt og stort ind. Eller ønsket om at opnå den tryghed, sikkerhed og nærhed, der ligger i at kende landmanden og kødets historie fra jord til bord.

Men der er også andre parametre, som spiller ind. Har kunden fx bil og kummefryser, så han selv kan hente et kvart dyr hos din slagter? Har han madlavningsevner, som gør, at han er i stand til at anvende alle udskæringer på dyret – også fx slag og tunge? Eller skal han have hjælp og vejledning, hvis han skal tilberede andet end hakkekød? Og er han interesseret i det? Bor han i et område, hvor der er let adgang til både discountbutikker og specialbutikker med spændende økologitilbud? Eller bor han et sted, hvor landmanden faktisk er den letteste adgang til kød?

Kend dine kunders behov, så du bedre kan opfylde dem

Alle disse spørgsmål plus mange flere er med til at bestemme dine kunders behov, både når det gælder selve produktet, salgssituationen og den service, der ligger oveni.

Jo skarpere, du kan blive på dine kunders behov – desto bedre kan du opfylde dem. Og jo større succes vil du få med din forretning!

Lav din egen forbruger­undersøgelse

Som landmand, der sælger direkte, har du den helt store fordel, at du faktisk møder dine kunder og derfor løbende kan blive klogere på, hvem de er, og hvad deres behov og interesser er. Så husk at tale med dem og lytte til deres tilbagemeldinger! Spørg dem også løbende direkte, hvad de synes om dit produkt, din service og om der er noget, de savner.

Er du nervøs for, om dine kunder har lyst til at give dig konkret kritik direkte, hvis du spørger, så kan du også vælge at spørge dem på andre måder. Fx på facebook eller i form af et spørgeskema, de får pr. mail eller vedlagt i kassen. For nogle kunder – og måske for dig? – kan det måske være lettere.

Her kommer to eksempler på spørgeskemaer, du kan inspireres af, hvis du vælger at bruge den metode:

Spørgeskema 1

Spørgeskame 2