Love og regler

Ved direkte salg til forbrugerne er der en række love og regler, du skal overholde.

Man skal være opmærksom på:

  • Krav om registrering
  • Fødevarelovgivningen
  • Reglerne for markedsføring
  • Moms- og skatteregler

Registrering

Inden du begynder at sælge direkte til forbrugerne, skal du registrere dig som fødevarevirksomhed hos forskellige myndigheder. Også selv om du i forvejen er registreret i CHR-registeret og har et CVR-nummer.

Du kan dog slippe for registrering, hvis dit salg er under en bagatelgrænse – læs mere i tekstboksen på næste side.

Hvis du vil drive en gros-handel, skal du desuden have en autorisation.

CVR-registeret og Næringsbasen

Hvis omsætningen er over 50.000 kr. om året, skal virksomheden for det første være registreret i CVR-registeret. Det kan ske på virk.dk.

Hvis du allerede har et CVR-nummer for dit landbrug, kan du bruge det samme CVR-nummer for fødevarevirksomheden, hvis blot du opretter en ny såkaldt P-enhed med branchekod­en for salg af kød. Også det kan du gøre på virk.dk.

Desuden skal du et andet sted på samme hjemmeside – virk.dk – også tilmelde dig Næringbasen, hvis du vil drive en fødevarevirksomhed med en årlig omsætning over 50.000 kr.

Registrer dig på virk.dk og fvst.dk inden du begynder at sælge