Annoncering

Når du skal beslutte, hvor du vil bruge dine annonce­penge, har du for alvor brug for forretningsplanens beskrivelse af, hvilke kunder du vil satse på.

Hvor bor de? Hvilke aviser og blade læser de? Lytter de til lokalradio, og ser de lokal-tv med reklamer? Hvad bruger de internettet til? Kan du svare på disse spørgsmål, ved du også, hvor du vil få mest ud af at annoncere. 

Budgettet til annoncering kan variere fra nogle få tusinde til 100.000 kr. eller mere. Det afhænger især af, hvor stor omsætning du har som mål.

Aviser og ugeblade

undefinedTrods internettets udbredelse kan de trykte medier stadig være en god reklameplads. Vælg den eller de aviser, ugeblade og lokale magasiner, hvis læsergruppe falder bedst sammen med din forventede kundegruppe. Der er ingen grund til at bruge penge på at få din annonce ud til folk, som alligevel aldrig vil handle hos dig; for eksempel fordi, de bor meget langt væk.

Gå ikke nødvendigvis efter de billigste priser per millimeter. Ofte vil en lille annonce på forsiden af en avis blive set mere og dermed give flere kunder end en større annonce til samme pris inde i avisen.

Hvis du laver en aftale om annoncering over en længere periode, for eksempel hver uge i nogle måneder, er det normalt muligt at forhandle prisen ned.

Google- og Facebook-annoncer

Annoncer på Google og Facebook har den store fordel, at de kan målrettes mere præcist end alle andre annoncer. Du kan ned til en radius af cirka 15 km vælge det geografiske område, annoncen skal vises i. Og inden for det område kan du vælge, hvem annoncen skal vises for, afhængig af deres interesser, køn, alder og andre kriterier.

I Google Adwords (hvor man opretter Google-annoncer) kan du vælge, hvilke søgeord, der skal få annoncen til at dukke op på skærmen. Du kan for eksempel bestemme, at annoncen kun skal vises til folk i dit lokalområde, der bruger søgeord som mad, kød, opskrift, økologi eller gårdbutik.

Selv de bedste varer bliver kun solgt, hvis kunderne ved, de findes

For både Google og Facebook-annoncer kan du selv fastlægge, hvor meget du vil betale. Sætter du en lav pris, vil annoncen blive vist færre gange og føre til færre klik end med en høj pris.

Annoncerne sættes op, så de fx linker til din hjemmeside, eller direkte til en underside, der passer til den konkrete annonce. Hvis du for eksempel sælger både svine- og oksekød, og du på din hjemmeside har en underside for hver slags kød, kan du oprette to annoncer: En for svine­kød, der linker direkte til svine-undersiden, og en for oksekød med link til okse-undersiden.

Annoncerne kan også linke til din Facebook-side, hvis du foretrækker det.

Hjælp at hente

Både Facebook og Google har detaljerede forklaringer på, hvordan du kan oprette og styre annoncerne i deres medier.

Andre annoncer på internettet

Foruden Googles og Facebooks tilbud er der utallige andre muligheder for at annoncere på internettet, også fx på hjemmesider som retter sig mod et bestemt lokalområde.

En fordel ved at annoncere på internettet er, at du på statistikken for din egen hjemmeside kan se, hvor mange besøgende, der har fundet frem til den via dine forskellige annoncer. På den måde kan du meget tydeligt se og lære, hvor det er bedst for dig at annoncere.

Tv- og radio-reklamer

Tv-reklamer er forholdsvis dyre både at producere og få sendt, og for en landmand med gårdbutik eller anden form for direkte salg kan det ikke betale sig at annoncere på de regionale TV2-stationer. Men der kan være små helt lokale tv-stationer, som kan være interessante annoncemedier.

Også lokalradioer kan det nogle gange betale sig at reklamere på. Men overvej nøje, om de lyttere, som radioen henvender sig til, er potentielle kunder hos dig. Kun hvis der er sammenhæng mellem radiokanalens og din målgruppe, er det relevant at have en radioreklame der.