Mere markedsføring

Ligesom den gode historie om dine produkter skal være synlig på hjemmesiden, i annoncerne og i alt andet salgsmateriale, bør der også være en grafisk linje og genkendelighed i alt, hvad kunderne ser fra dig.

Flyers og foldere

Flyers (et enkelt ark papir, ofte i A5 størrelse) og foldere (ofte et foldet A4 ark) er billige og effektive midler til markedsføring. Hvis du har tid til det, kan en kortfattet flyer husstandsomdeles i en by, hvorfra du forventer mange kunder (vælg en dag, hvor der ikke er andre reklamer i postkassen). En flyer kan også hænges op på udvalgte steder, hvor der kommer mange mennesker i din målgruppe.

En folder er velegnet at give kunderne i hånden første gang, de handler hos dig. I en folder kan der stå flere oplysninger end på en flyer, så den er meget velegnet til at fortælle den gode historie om det specielle ved dit kød. Alligevel bør du holde teksten kort og klar, så den bliver appetitlig at læse. Sørg også for at supplere med billeder, fx af dig, dyrene, gården og produkterne.

Hvis du ikke er meget stærk til skriftlig formulering og til at lave en pæn tryksag, bør du overveje at få professionel hjælp. Sørg også for at materialerne bliver trykt i en pæn kvalitet.

Andre materialer

Du kan også bruge dit firmanavn og logo en række andre steder. Fx:

  • Skilt ved gården (se dog også under Andre regler)
  • Udsmykning af bil
  • Emballage
  • Visitkort
  • Stempel
  • Etiketter
  • Prisskilte
  • Brevpapir
  • Beklædning